Topping-dispenser fra Overbeck effektiviserer bagelproduktion og overtager ensformig arbejdsproces hos Miss Bagel

Med hjælp fra Overbeck og en ny dispenser-teknologi i produktionen minimerer Miss Bagel ensidigt gentagende arbejde. Dispenseren effektiviserer arbejdsprocesser og øger produktionskapaciteten med 35% hos den nordsjællandske virksomhed.

Miss Bagel er Danmarks første bageri til at bage bagels baseret på originale amerikanske opskrifter og bageteknikker. Med fokus på at skabe kvalitetsprodukter stiller virksomheden store krav til sin produktion, hvor der fremstilles mere end 500.000 bagels om måneden.

”Vi bruger mange medarbejderressourcer på at toppe vores forskellige bagel-produkter med kerner og ost ved håndpresning og har derfor været på jagt efter en løsning, som kunne automatisere processen og dermed både effektivisere produktionen og aflaste vores medarbejdere”, lyder det fra ejer af Miss Bagel, Lone Kok, som uddyber:

”Men det har langt fra været nemt at finde en løsning, som opfylder vores behov og samtidig fås i en størrelsesorden, så den vil kunne integreres i lige netop vores produktion.”

Specialløsning automatiserer bagel-produktion

Ønsket om en automatiseringsløsning er dog endt med at blive realiseret for Miss Bagel – kontakt til Overbeck resulterede nemlig i udvikling af en specialløsning. Virksomheden er i dag derfor forsynet med en topping-dispenser som en del af deres bageanlæg. Og det har betydet et endegyldigt farvel til håndpresning.

”Indtil nu er bagels kommet ud af en maskine og faldet ned i et fad med ost, hvor der så har stået en person klar på hver side og trykket osten eller kerner fast. Nu foregår den proces automatisk, og det betyder, at vi kan skåne vores medarbejder for de gentagende arbejdsprocesser og i stedet udnytte medarbejderressourcerne bedre andetsteds i produktionen”, siger Lone Kok.

Implementering af topping-robotten har medført en række gevinster for bagel-producenten – både produktionsteknisk, men også arbejdsmiljømæssigt.

”Den eksisterende bagel-maskine har medarbejderne måtte stoppe manuelt, når de ikke har kunnet følge med produktionen. Nu hvor processen er automatiseret, bliver vi helt fri for stop af maskinen. Ergo har vi øget vores produktionskapacitet. Førhen kunne vi måske køre 2200 bagels i timen, nu kører vi 3000 afhængig af bagel-type. Det er altså en stigning på mere end 35%”, konstaterer Lone Kok.

Kompetent og løsningorienteret samarbejdspartner

Hos Miss Bagel er de begejstrede for samarbejdet med Overbeck, som har været med fra indledende idé til endelig implementering.

”Vi indledte samarbejdet med Overbeck med en tur rundt i produktionen efterfulgt af en god faglig dialog om vores ønsker. Sammen med Overbecks dygtige folk kunne vi derefter skitsere løsningsmuligheder. Uanset hvilken problematik vi præsenterede i forbindelse hermed, kunne de lynhurtigt finde en løsning”, fortæller Lone Kok, som samtidig beskriver forløbet med Overbeck som helt fantastisk og særdeles værdifuldt for virksomheden.